Branchefællesskabet for arbejdsmiljø
Søg

APV med dialogmetoden

Dialogmetoden er en god måde at tage fat på det psykiske arbejdsmiljø i en åben snak mellem medarbejdere og ledelse – fx på et personalemøde. I kan også bruge dialogmetoden til at gennemføre de første faser af en egentlig arbejdspladsvurdering, APV.

Fordele ved en dialog på personalemødet

Dialogmetoden er en god måde at inddrage alle på arbejdspladsen i at skabe trivsel og godt psykisk arbejdsmiljø i butikken. Metoden giver fælles ejerskab og engagement, fordi alle kan bidrage til at finde gode løsninger. Samtidig kan I måske få flere aspekter og nuancer frem, fordi alle kan komme til orde.

Dialogmetoden fungerer bedst, hvis alle deltagere er åbne, lyttende og konstruktive. Lyt til hinanden, prøv at forstå hinandens synspunkter og anerkend, at der kan være flere meninger om en sag.

Brug personalemødet som en del af APV

Med dialogmetoden kan leder og arbejdsmiljøgruppe gennemføre de fleste af APV-processens faser på én gang på et personalemøde: I kan kortlægge det psykiske arbejdsmiljø, I kan analysere og diskutere det som kommer frem, I kan finde løsninger og prioritere de mulige indsatser. På den baggrund kan ledelse og arbejdsmiljøgruppe lave en handlingsplan for, hvordan I kommer i mål.